Jagten på Store Flinterup er særdeles attraktiv med sin kombination af marker, remiser, læbælter, vandhuller, søer og skovpartier.
Der er en god og stærk bestand af rådyr, og vi ser jævnligt kronvildt.
Fuglejagten er også god, og der er rige muligheder for andetræk i vandhullerne og søerne. Søerne er yndede tilholdssteder for trækkende ænder og andre fugle, og flora og fauna er i det hele taget rigt og varieret.
Der er gennem en længere årrække arbejdet med biotoper og remiser, som vedligeholdes og udbygges løbende med vildtvenlig beplantning. Ved udsætningsstederne slås spor og etableres muligheder for støvbadning.

